End ikke de kongelige er over Folketinget – lad os genforbinde det med folket

Og så endnu en vigtig årsag til den næsten blinde opbakning til de kongelige, nemlig det danske demokratis tilbagegang, som jeg var inde på i min seneste kommentar. Et-eller-andet skal dansken jo være fælles om.

Kong Frederik 10. valgsprog lyder som bekendt: "Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark". Men lad os lige slå fast, at forbindelsen mellem kongehus, nation, institutioner og befolkningen jo ikke er et nulsumsspil.

Forbundethed mellem kong Frederik og dronning Mary på den ene side og folkestyret og folket på den anden har ingen øvre grænse. Det er ikke et nulsumsspil som de fastlagte 179 mandater, hvor alle kæmper om de samme.

Ingen over eller ved siden af Folketinget. Hverken ministerier, dommere, aktører – eller kongelige.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Historikeren Steffen Heiberg belyste i Politiken forleden forholdet mellem kongemagt og demokratiet:

"Efter dansk statsskik er monarkens politiske indflydelse begrænset, rollen er i udgangspunktet ceremoniel og symbolsk. Alligevel er dronningen og hendes rådgivere lykkedes med at styrke monarkiets position. Ikke kun i den brede befolkning, også båndene mellem monarken og landets politiske og økonomiske elite er uden tvivl stærkere end for 50 år siden. Den i princippet upolitiske dronning har i sjælden grad mestret det politiske spil og dermed styrket en institution, mange ved hendes tiltræden i 1972 anså for anakronistisk."

Enig, men hér er det så, at jeg bliver nervøs, fordi nationens institutioner, navnlig Folketinget og dets partier, i Margrethes regentperiode – især den sidste tredjedel – tilsvarende er blevet så svækket.

Som ofte belyst blandt andet her i Altinget er befolkningens tillid ifølge tidens meningsmålinger generelt dalende til samfundets institutioner, politikerne og dermed selve demokratiet.

Partierne, som er private foreninger uden nævnelse i grundloven, er i krise. Flere af dem kommer og går. Færre vælgere melder sig ind. Folkevalgte bryder ud og danner i personlig karrierefremme nye partier med lidet ideologisk nytænkning. Folkevalgte hopper rundt eller lægger sig syge. De står ikke distancen, vi må forvente af dem.

Så Folketinget er på nogle stræk ikke at genkende fra tiden, hvor danskerne nærede samme respekt for demokratiets fornemste institution, som de gør til kongefamilien. Vel er huset imponerende at skue, tusindvis af voksne besøger Christiansborg og imponeres, og store skolebørn prøver at være politiker for en dag i det vellykkede 'skoleparlament'.

Men påstand 1: Der er sket et kulturskred i Folketinget i de senere år – langsomt og sikkert ubemærket af de fleste.

Den øverste administrative ledelse er blevet udskiftet fra folk i den humanistiske verden til jurister og økonomer – nye chefer, som stort set kun har arbejdserfaring fra ministeriernes verden. Det kan være svært at skelne kulturen i Folketinget og i ministerierne.

Lad os sammen forpligte os til at bruge resten af årtiet på at forbinde Folketinget og folket igen, så det vender tilbage som nationens centrale omdrejningspunkt.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Det er utvivlsomt negativt – det ville jeg ikke ønske for min faste arbejdsplads gennem henved 20 år. For det har medført, at der er mindre tillid og mere kontrol i Folketinget i dag, som igen har resulteret i magtkampe. To vicedirektører er gået inden for det sidste halvandet år. Senest chefen for den vigtige parlamentariske afdeling ved årsskiftet.

Det fører til en ledelse, der er yderst forsigtig. Kort sagt er husets gamle, helt særlige åbne og tillidsfulde ånd blevet påvirket i negativ retning. Ikke længere en arbejdsplads med en særlig ånd og kultur, men en arbejdsplads som mange andre.

Påstand 2: Folketinget tager ikke længere så mange udadvendte initiativer. Og hvem skal også tage dirigentstokken? Den politiske ledelse sidder i kort tid. I de sidste 30 år er posten som formand stort set kun besat med politikere i én valgperiode, som i begrænset omfang har tid til at præge arbejdet. I Sverige er det anderledes, hvor parlamentsformænd gerne får lov at forblive i flere perioder i træk.

Lovmængden og -tempoet er også kommet for højt op. Der tales meget om stress i Folketinget. Berettiget for arbejdsrytmen er meget skiftende med alt for voldsomme belastningsperioder for både politikere og embedsfolk, hvor folketingsmedlemmerne kan have flere møder på samme tid med for kort tid til at forberede sig og med arbejdsbetingelser, som uundgåeligt fører til fejl.

Arbejdsrytmen er stadig præget af lange perioder uden møder i folketingssalen, mens lovmøllen maler hurtigere. Hvorfor skal man eksempelvis have en næsten fire måneders mødefri periode. Der er vel intet til hinder for, at man kan begynde lovarbejdet nogle uger før den første tirsdag i oktober. Det gør man eksempelvis i de to andre lande, Altinget udkommer i – Norge og Sverige.

Påstand 3: Samtidig er nogle – ikke alle – folketingsmedlemmer som nævnt individualistiske og kører kun efter deres egen karriereplan uden hensyn til det større end dem selv: Partiet og folkestyret.

Som nyvalgte opdager folketingsmedlemmer hurtigt at de – uden konsekvenser – kan undlade at møde op til møder, samråd og så videre, som man ellers har tilmeldt sig. Hvem kan så planlægge?

Tænk at være ceremonimester for de folkevalgte. Den var aldrig gået. Det fører uundgåeligt til, at Folketinget er blevet svækket, når det bliver en accepteret norm, at arbejdet kan foregå sådan.

"Vi lever i en usikker tid i en epoke af historien, som vil definere vores fremtid. Vi har i den grad brug for, at vores konge samler Danmark", sagde statsministeren, da kongen blev præsenteret for Folketinget.

Ja, regeringer kommer og går, mens selv en midaldrende konge i topform nu synes næsten udødelig. Men gid Folketinget, som førhen nød så stor opbakning som samfundets egentlige rygrad, var så stærkt, at Mette Frederiksen i stedet havde sagt følgende til den nye konge og hans forbundne folk:

"Vi lever i en usikker tid i en epoke af historien, som vil definere vores fremtid. Vi har i den grad brug for, at vores parlament samler Danmark". Der sad den folkevalgte forsamling jo i rundkreds, mens hele Danmark så på vores 179 repræsentanter for rigsfællesskabet.

For ingen over eller ved siden af Folketinget. Hverken ministerier, dommere, aktører – eller kongelige.

Lad os sammen forpligte os til at bruge resten af årtiet på at forbinde Folketinget og folket igen, så det vender tilbage som nationens centrale omdrejningspunkt.

Det kræver solide programserier fra statens tv-kanaler DR og TV 2 om Folketingets mange vigtige og interessante sider. Lav gerne lige så positive programserier som om kongehuset og virksomheder som konditoriet La Glace og auktionshuset Bruun Rasmussen.

Det kræver folkevalgte, der loyalt bliver i deres parti. Det kræver formentlig færre partier forankret i solid medlemsbase, organisation og ungdomsparti. Det kræver færre love vedtaget i roligere og grundigere takt. Flere mødedage i Folketinget. Det kræver en afvisning af amerikansk-kinesisk spredt hadtale og bevidst misinformation. Det kræver genskabelsen af et humant ledet, udadvendt parlament.

Meget at forlange. Men af demokratiets rygrad kan vi fordre det meste. En omskrivning af Frederik 7. valgsprog, 'Folkets Kærlighed, min Styrke', kunne for Frederik 10. hedde: 'Folketingets styrke, min forbundethed'. Noget af et kongeord.